|
Vi får ofte mails fra strandgæster, som ikke kan forstå hvorfor alt for mange hundeejere ikke respekterer reglerne om at holde deres hund i snor.
Der er børnefamilier der ikke tør tage deres små børn med på stranden på grund af de hensynsløse hundeejere og deres løse hunde. Der er alle løberne, der synes det er ubehageligt at løbe på stranden med det store antal af utøjlede hunde.
Og så er der det lokale dyreliv, som en strandgæst og meget uegoistisk hundelufter har skrevet ind til os om:
"Løse hunde er en stor pestilens på stranden. Jeg har selv hund. Hele sommeren har min hund og jeg selv, gået på stranden og ryddet den for affald. Der er et utroligt dyreliv, og alt det affald kan dyrene komme til skade ved. Jeg har set harer, både på gamle og nye strand, samt fasaner på den gamle strand. Og nu kommer problemet. Jeg har fulgt et harepar på strandøen, og i foråret aborterede hunnen, måske fordi hun bliver jaget af løse hunde, som folk ikke har styr på. Hareparret fik dog et kuld unger, 3 stk, men nu er de væk, skambidt til døde af løse hunde. Jeg har personligt selv fjernet de døde harekillinger. Samt en halvstor ælling som ikke kunne flyve væk, da en hund jagtede den. Jeg har selv måtte slippe min hund, for at den kunne komme væk fra de løse hunde, som folk ikke kan kalde til sig. Og det bryder jeg mig ikke om, da jeg ikke vil have han jagter vildtet. Er der mulighed for, at der kan gøres noget ved alle de løse hunde? jeg vil godt kunne gå på stranden med min hund og nyde den storslåede natur der er hele året. For det er virkelig en oplevelse at se hvor mange forskellige dyr og planter der er igennem hele året."
Venlig hilsen En strandbruger
Politiet, der håndhæver reglementet på Amager Strand, har lovet jævnligt at kigge forbi stranden når de har ressourcerne til det. I mellemtiden kan vi kun opfordre alle til, konsekvent at konfrontere samtlige hundeejere med løse hunde. Forhåbentligt vil det i sidste ende trætte de fleste til at holde hunden i snor.
|