Hjertelig velkommen til Amager Strands nyhedsbrev nr. 02
Du kan også tilmelde dig at få fremtidige nyhedsbreve tilsendt på mail her.
Vinteren er over os med alt hvad det indebærer af kulde og blæst. Der er dog stadig strandgæster der trodser det bidske vejr. Den seneste tælling viser at der på en kold og overskyet onsdag, den 5. november var ca. 1.020 besøgende mellem kl. 7-21. Ud af disse var 201 motionister og 75 hundeluftere.
Ni millioner kroner til Strandprojekter
Amager Strandpark I/S har fået bevilget penge til nogle færdiggørelser og forbedringer af strandens faciliteter. Der mangler nu kun en godkendelse i Økonomiudvalget og hos Borgerrepræsentationen af projekterne. Arbejdet skal udføres i 2009.
- Anløbshavnen færdiggøres, så der er broer og fortøjningspæle til flere lystbåde. Man vil ikke kunne få fast plads eller overnatte i sin båd, men man vil kunne bruge havnen til at besøge stranden året rundt.
- Caféhusbåden som Amager Strandpark I/S ejer, færdiggøres og forpagtes til café med helårsåbent. Udbudet af forpagtningen vil sandsynligvis finde sted vinteren 2009/2010 med åbning i 2010.
- Belysning langs med kanalen og rundt om tiøren, så områderne er mere attraktive at bruge også om vinteren.
- Renovering og modernisering af Strandparkindgangen ved Øresundsvej. Indgangen gøres mere trafiksikker og harmonisk i forhold til resten af strandparken.
Arrangementer
2008 var et stort arrangementår med 51 små og store arrangementer, hvilket er 25 % flere end sidste år. Alt fra kajak- og boomerangstævner, over naturvidenskabsfestival, mobilbibliotek, salsa og gudstjeneste til rockkoncert og strandfester.
Besøgsstatistik
De automatiske tællemaskiner ved broerne viser at der indtil videre i år har været over 1.100.000 besøgende på Amager Strand, hvoraf de 864.718 besøgende var i løbet af badesæsonen fra maj til september.
Webcam & hotspot
Webkameraet fungerer nu med link fra hjemmesiden, og det er også nu muligt at koble sig trådløst på Internettet med sin bærbare computer i området omkring strandstation 5. Om den nye installation kører stabilt vil vise sig i løbet af vinteren.
På grund af kraftige leverandørforsinkelser kom hverken det planlagte webcam eller hotspotet til at fungere i årets sæson. Det er først i skrivende stund blevet funktionsdygtigt.
Udstyret blev oprindeligt sat op midlertidigt, på en lånt adsl-forbindelse hos en af forretningerne, indtil man fik oprettet en separat forbindelse. På grund af forbindelsens ustabilitet blev denne løsning fravalgt. Det viste sig at det var behov for mere kobber, altså en ny telefonlinje som det tog ca. 3 mdr. at levere.
Lys på promenaden
Der har siden åbningen i 2005 været problemer med belysningen langs promenaden. I lange perioder har lyset ikke virket, og fejlen er stadig ikke fundet. Den sidste og desværre meget bekostelige løsning, ser ud til at blive, at udskifte hele kabelføringen. Dette vil indebære en del gravearbejde.
Amager Strandpark ønsker alle en god jul og et lykkebringende nyt år! |